Beyond Glycaemic Control: A Multidimensional Evaluation of Continuous Glucose Monitoring in Individuals with Type 1 Diabetes and in Hospital Care

Résumé fourni par la source

Type 1 diabetes (T1D) er en kronisk autoimmun sygdom, som kræver livslang insulinbehandling og kontinuerlig glukosemonitorering. God glykæmisk kontrol er afgørende for at forebygge diabeteskomplikationer. I de seneste år har kontinuerlig glukosemonitorering (continuous glucose monitoring, CGM) ændret behandlingen af T1D markant. Sammenlignet med traditionel selvmonitorering af blodsukker (self-monitoring of blood glucose, SMBG) med fingerprik giver CGM mulighed for kontinuerlig monitorering af glukoseniveauet og et mere detaljeret billede af glukoseudviklingen. På baggrund af dokumenterede kliniske fordele anbefales CGM i dag som standardbehandling til personer med T1D, og anvendelsen er steget betydeligt i Danmark. Det er veldokumenteret, at CGM forbedrer glykæmisk kontrol målt ved HbA1c. HbA1c afspejler imidlertid kun én dimension af diabetesbehandlingen, og det er derfor fortsat uklart, i hvilket omfang den forbedrede glykæmiske kontrol også omsættes til færre akutte og kroniske diabeteskomplikationer. Selvom flere studier har undersøgt sammenhængen mellem CGM og svær hypoglykæmi samt diabetisk ketoacidose, er evidensen fortsat begrænset, blandt andet fordi disse komplikationer forekommer relativt sjældent. Derudover er betydningen af CGM for tidlige markører for diabetisk nyresygdom stort set ubelyst. Samtidig er viden om patientrapporterede outcomes fortsat begrænset, særligt i forhold til hvordan disse udvikler sig over tid. Endelig er sundhedsprofessionelles erfaringer med anvendelsen af CGM uden for specialiserede diabetesmiljøer kun sparsomt belyst. Formålet med denne ph.d.-afhandling var derfor at undersøge betydningen af CGM sammenlignet med SMBG for både kliniske og patientrapporterede outcomes samt at belyse sundhedsprofessionelles erfaringer med teknologien. Afhandlingen består af tre delstudier og anvender et mixed-methods-design. Det første delstudie var et landsdækkende registerbaseret kohortestudie, der undersøgte sammenhængen mellem CGM og HbA1c, svær hypoglykæmi, diabetisk ketoacidose og urin-albumin-kreatinin-ratio. Det andet delstudie kombinerede longitudinelle spørgeskemadata og nationale registerdata for at undersøge sammenhængen mellem CGM og både kliniske og patientrapporterede outcomes, herunder behandlingstilfredshed, diabetesrelateret stress, frygt for hypoglykæmi, helbredsrelateret livskvalitet og selvvurderet helbred. Det tredje delstudie var et kvalitativt fokusgruppestudie, der undersøgte sundhedsprofessionelles erfaringer med anvendelsen af CGM på indlagte patienter på kirurgiske sengeafdelinger. Afhandlingens to kvantitative delstudier viste, at CGM var forbundet med en vedvarende forbedring af den glykæmiske kontrol i klinisk praksis. Opstart med CGM reducerede HbA1c sammenlignet med SMBG, mens der ikke blev fundet statistisk signifikante effekter på hospitalsindlæggelser med svær hypoglykæmi eller diabetisk ketoacidose. Der blev observeret en beskeden stigning i urinalbumin-kreatinin-ratio, men fundet var ikke robust på tværs af sensitivitetsanalyser. Afhandlingen viste samtidig, at betydningen af CGM rækker ud over den glykæmiske kontrol. Sammenlignet med SMBG-brugere rapporterede CGMbrugere højere behandlingstilfredshed og bedre selvvurderet helbred, men også højere niveauer af diabetesrelateret stress og større frygt for hypoglykæmi. Der blev derimod ikke fundet forskelle i den generelle helbredsrelaterede livskvalitet. Resultaterne viser, at forbedret glukosekontrol ikke nødvendigvis ledsages af forbedringer på alle psykologiske områder, og at anvendelsen af CGM kan påvirke patienters oplevelse af sygdom og behandling på forskellige måder. Fra sundhedsprofessionelles perspektiv blev CGM generelt oplevet som et værdifuldt redskab i den kirurgiske pleje. Teknologien blev beskrevet som tidsbesparende, mere patientvenlig og som et redskab, der understøttede patientinddragelse og gav lettere adgang til glukosedata. Samtidig blev der identificeret udfordringer relateret til dokumentation, arbejdsgange og tillid til sensormålinger i bestemte kliniske situationer. Samlet viser afhandlingen, at CGM forbedrer den glykæmiske kontrol blandt voksne med T1D i klinisk praksis og samtidig har betydning for både patienters oplevelse af behandlingen og sundhedsprofessionelles arbejdsgange. Resultaterne understøtter den fortsatte implementering af CGM i behandlingen af T1D, men peger samtidig på behovet for yderligere forskning i, hvordan patienter tilpasser sig og lever med CGM over tid, hvilke faktorer der bidrager til teknologiens psykologiske gevinster og belastninger, og hvordan CGM bedst implementeres i forskellige kliniske kontekster.

Ce résumé expose les affirmations des auteurs. BNTIC ne l’interprète pas comme une validation indépendante des résultats.